- verden set i Berner-perspektiv!
Tada tadaaa – i dag er en stor dag 
Undertegnede lækre tøs er nemlig – endeligt – gået i min første løbetid 
Men det var altså også lige før, mor gik hen og blev helt bekymret – hun var så småt begyndt at snakke om at kontakte en fertilitetsdyrlæge eller et eller andet 
Meeen jeg tog det helt roligt, for som de siger: hastværk er lastværk…
…og se bare, hvor smuk man kan være, når man er 20 mdr. og 4 dage gammel og lige er gået i sin første løbetid
Nøj – sikke en hurlumhej Den anden dag blev jeg endnu engang nødt til at udfolde alle mine redningsvovsetalenter
Jeg var ude at gå en helt fredelig og hyggelig eftermiddagstur rundt om villakvarteret sammen med mor, da der pludseligt kom en hund farende lige op i måsen på mig. Det var en stor hanhund af “blandingsracen”, som mest af alt lignede en schæfer.
Og først blev jeg altså lidt forskrækket Jeg gik jo lige så fredeligt og snusede, da den pludseligt kom farende ud af ingenting 
Men hurtigt var jeg klar, og så fór vi af sted og startede en fin leg, synes jeg
Mor var så ikke helt enig. Hun kaldte på mig og skyndte sig at sætte snoren på, men den fremmede hund var ikke sådan at få styr på. Den hoppede og sprang rundt om os og forsøgte at lægge op til tagfat. Og selvom jeg havde fået snor på, så gjorde jeg mit yderste for at følge med, så mor hun blev helt rundtosset 
Hanhunden var slet heller ikke til at få fat på. Den virkede godt nok venlig nok, men den holdt sig hele tiden lige uden for mors rækkevidde 
Den havde nu heller ikke noget hundetegn på ( ) så det ville nok alligevel ikke have hjulpet særligt meget at få fat i den
I stedet forsøgte mor at gå ind til at de nærmeste huse og ringe på for at høre, om de “manglede” en hund – jeg siger “forsøgte”, for det var vist ikke særligt nemt med os to tosser hoppende rundt om sig Desværre var der ikke nogen hjemme nogen steder, og efter at mor havde stået og spejdet frustreret omkring sig ude på cykelstien noget tid, blev vi jo altså nødt til at gå videre
Det lod hanhunden sig dog ikke slå ud af – den fulgte bare efter, og intet, mor sagde, kunne få den til at til at skifte mening Hanhunden vekslede imellem at løbe ca. 30 meter i forvejen for at strinte og at rende hen og drille mig – ja, for jeg blev jo nødt til at blive ved med at gå i snor, når den fulgte efter, øv 
Mor brokkede sig lidt over, at vores fredelige og hyggelige tur blev så stressende, men måtte jo alligevel indrømme, at hun også selv ville foretrække, at nogen sørgede for mig, hvis jeg engang skulle “komme til” blive væk fra min have, så hanhunden fik lov at blive ved med at gå med – men som sagt, så havde vi altså heller ikke meget valg 
Til sidst nåede vi helt hjem til mit hundehus, og så var rådne dyr jo gode… øh, gode råd dyre! Vi kunne jo ikke bare lade vovsen blive ved med at løbe frit rundt, for så ville det nok bare ende med, at han fik sig selv kørt ned Heldigvis fik jeg den gode ide at få mor til at åbne lågen ind til haven, så vi kunne komme derind og lege i sikkerhed 
Jeg gik først ind, og så sikkert nok…han fulgte trolig efter Men så var det, mor hun partout skulle blande sig. Hun gik nemlig ud igen, og jeg…ja, jeg blev jo ligesom nødt til at følge med, for jeg havde jo stadig den pokkers snor på 
Øv, men nu var vovsen altså inde i haven, og der kunne den sgu ikke stikke af fra – min have er nemlig hegnet grundigt ind! Den var godt nok hele vejen rundt og tjekke flere gange, men der var ikke noget at gøre – den var fanget – for dens eget bedste naturligvis
Nå, ind i huset med mor og mig, og så måtte mor jo ringe til policen og berette, om vores nye “plejebarn”. De havde ikke fået nogen anmeldelse om en bortløben hund, men den flinke politidame lovede at sende Falck’s dyreambulance ud at hente vovsen, hvis den bare lige kunne gå lidt længere i vores have?!
Det kunne den selvfølgeligt, sagde mor, men helt ærligt…hun kunne da godt lige have spurgt mig, hvad jeg mente Jeg stod nemlig henne ved havedøren og kiggede ud Og ikke nok med at jeg ikke fik lov at komme ud til vovsen Jeg kunne også se, at den ganske skamløs løb rundt og pissede på alle mine træer, buske og det hele Groft, synes jeg
Nå, men der var ikke noget at gøre. Mor gik ud og gav den lidt vand og et hudben, men den ville nu ikke have det. Jeg fik også et hudben, men jeg var for een gang skyld alt for optaget af at holde øje med vovsen til at tage mig af det, så det fik også lov at ligge.
Efter en halv times tid måske, ringede telefonen pludseligt. Det var politidamen igen. Der var en meget ulykkelig kvinde, der havde ringet for at anmelde, at hendes schæfer/alaskan malamute-blanding var løbet væk. Hun boede også her i Tilst, så politidamen tænkte, at det nok var den vovse, vi havde reddet, og derfor ville hun høre, om hun måtte give mors telefonnummer til hende.
Det fik hun selvfølgeligt lov til, og lidt efter ringede telefonen igen. Det var dog ikke nogen ulykkelig kvinde, der ringede, men en mand, og han lød sgu egentlig ikke særligt ked af det, synes mor. Han undskyldte da godt nok formelt set for besværet, men virkede overhovedet ikke særligt glad for, at vi havde reddet hans vovse Det gjorde han sådan set heller ikke, da han kom og hentede den, men sådan er folk vel så forskellige
Jeg er i hvert fald stolt over endnu engang at have brugt mine redningsvovseegenskaber med succes og venter nu spændt på at blive indstillet til Redningsberner af Dannebrog-ordenen
- selvfed på køkkengulvet efter veludført redningsaktion
En skændsel – det er, hvad det er! Der må være en lov imod det! Jeg er sikker på, at det går imod DKK’s konvention mod bjørnearbejde eller noget i den retning
Jeg bliver udsat for regulært bjørnearbejde her i Tilst Mor har nemlig fået en eller anden ide om, at jeg skal hjælpe til med husholdningen for at gøre mig fortjent til mine lommepenge
Og så spørger du måske hvilke lommepenge?!? Det gjorde jeg i hvert fald, for jeg synes sådan set aldrig, jeg har set nogen monetos Men der påstod mor hårdnakket, at jeg rent faktisk fik lommepenge udbetalt som naturalier hver enest uge – i form af guffer og kødben! Og så sagde jeg, at… …øh, nåh ja Det er vist også rigtigt 
Nå, men mor har altså bestemt, at en af mine pligter skal være at hjælpe med at rydde op. Mere specifikt skal jeg sørge for indimellem at samle mine egne legetøjer sammen og putte dem i legetøjskassen, så de ikke alle sammen ligger og flyder på gulvet
Det var lidt svært i starten, synes jeg, men efterhånden er jeg – hvis jeg selv skal sige det – blevet rimeligt god til at ramme plet lige ned i kassen Ja, i hvert fald hvis jeg ikke hele tiden bliver forstyrret af fotografen
Her kan I se, hvor hårdt jeg arbejder
Er jeg måske ikke bare for dygtig, hva’?!
Læg i øvrigt lige mærke til, hvad der sker lidt inde i videoen…! Ikke så snart har jeg fået alt legetøjet i kassen, før end mor begynder at smide det ud på gulvet igen Har I kendt mage til frækhed?!
Nå, men så kan jeg jo bare blive nødt til at lægge dem på plads ned i kassen igen
Ihhh, nu sner det igen-igen-igen Og det er nu så pææænt, når al ting er helt pudderhvidt – ja, selv min ellers godt nedslidte græsplæne ser helt smuk ud under sneen
Der er ellers mange, der brokker sig over sneen, men jeg synes altså, den er skøn Og meget praktisk – det er fx meget nemmere at gå spor i sneen
|
|
| - hov, var der lige en spændende duft der? | - jeps, snuden i sporet og så af sted! |
Okey, godt nok kan det indimellem være lidt besværligt at komme helt tæt på de allerbedste dufte, men det er der råd for – så må man jo bare smide alle hæmningerne overbord og bruge snuden til at mose sig frem
- snuden viser vej
I morgen har jeg en date med Baloo. Vi skal ud at spankulere en tur sammen om eftermiddagen Godt nok insisterer både min og hans mor på at komme med som anstandsdamer, men mon ikke der bliver lejlighed til et lille kys alligevel
Oh la la – der var ellers lidt af et stripshow i Tilst her til morgen 
Eller lad mig sige det sådan her – der blev vist lidt mere pels end sædvanligt
Mor er nemlig begyndt at tage halsbåndet af mig om aftenen, fordi hun synes, der er sååå hyggeligt at nusse med mig uden halsbånd og blah blah Det er også fint nok, synes jeg – så får jeg det bare på om morgenen igen 
Men det var så det, der gik lidt galt i dag. Da jeg skulle ud at gå morgentur med far, der havde vi nemlig rent glemt det Og da jeg alligevel først plejer at få snoren på, når vi møder nogen, så gik far og jeg bare ud af døren uden at tænke over, at jeg var HELT NØGEN
Ja, og far opdagede det altså først, da vi var laaaangt væk fra huset og mødte den første fortravlede fodgænger på vej til bussen 
Heldigvis er jeg jo ret dygtig til at blive tæt på mor og far, når vi går tur, så det var sådan set ikke så stort et problem, og desuden havde far masser af guffer med, så jeg kunne blive bestukket til at blive hos ham, når vi mødte nogen
Men helt ærligt…sådan at glemme at give mig tøj på – og så i fuld offentlighed og det hele Godt jeg ikke mødte nogen af mine vovsevenner – det havde bare været SÅ pinligt
Nå, men ellers har jeg faktisk ret travlt for tiden. Mor og far er begyndt at smide æbler ud i haven til fuglene, og dem er de altså meget, meget glade for – nogle gange er der nok 15 fugle i haven på een gang
Meeen nu skal de jo ikke tro, at de er noget, de fugle 
Det er min have – basta! – og de har allerhøjest en midlertidig landingstilladelse. Derfor sørger jeg for indimellem at fare ud og jage dem væk, så de ka’ lære det, ka’ de!
Permalink Comments off
Åh, for en skøn dag
Da jeg stod op i morges, troede jeg egentlig bare, det var en helt almindelig arbejdsdag, så jeg havde gjort mig klar til at ligge under mors skrivebord og agere fodvarmer Men pludseligt kunne jeg godt høre, at der kom en bil ind i indkørslen, så jeg skyndte mig ud at lytte efter ved hoveddøren
Og ved I, hvem det var?!? Det var min lillesøster Bette og kennelmor Jette – juhuuuu, hvor blev jeg glad Det var den bedste overraskelse, jeg kunne forestille mig – jeg fjumsede rundt og vimsede med halen, det bedste jeg havde lært
Da jeg havde fået begejstringen lidt under kontrol, kørte vi alle sammen ned til Skjoldhøjsøerne, og så fik jeg lov at vise en af mine yndlingsgåture frem for bette Bette. Ja, helt bette er hun nu ikke længere. Faktisk er hun næsten lige så høj som mig over måsen – foran mangler der stadig lige et par centimeter
Men vi storhyggede os, kan I tro Vi løb efter hinanden, hoppede og dansede og tandfægtede, som kun Bernere kan det Og det må jeg sige, det var Bette ret god til – sikke et gebis hun kunne fremvise
Nå, efter gåturen kørte vi hjem til mit hundehus igen, og så fik de tobenede frokost, mens Bette og jeg hyggede os med et par ben – skønt, skønt!
Desværre blev Bette og kennelmor Jette nødt til at køre hjem igen, inden det hele sneede helt til (de nåede det vist endda kun lige på et hængende halehår ), men vi fik da lige taget et enkelt portrætbillede Man kan vist godt se, at vi er i familie, kan man ikke?!
- er vi ikke søde?
Tak til Jette og Bette (no pun intended) for en superdejlig formiddag. Vi håber, I vil komme igen en anden dag – jeg har stadig masser af yndlingsgåture at vise frem endnu