15. April 2008

Tak

Posted in Uncategorized, Valde at 9:45 by Tine og Torben

Vi vil gerne sige tak for alle de mange søde hilsner og tanker, vi har modtaget både her på Valdes Verden og på private emails. I en trist og ensom tid trøster det at vide, at så mange mennesker – både dem der har kendt os og Valde personligt, og dem der blot har fulgt os her på hjemmesiden – tænker på Valde og vil savne ham.

Vi har besluttet at fortsætte med at hoste Valdes Verden, så hjemmesiden – selvom der ikke kommer flere indlæg – altid vil stå som et minde om vores smukke, smukke hund og alle hans små, sjove påhit og finurligheder.

Tine og Torben

Valde i haven, sommeren 2007:
p8041567b.jpg

10. April 2008

Regnbuebroen

Posted in Uncategorized, Valde at 8:53 by Tine og Torben

Vores dejlige, smukke Valde-mus er gået over regnbuebroen

bro.jpg

Efter igennem det sidste halve år at have kæmpet imod tiltagende dårligere albuer, gik det pludseligt kraftigt ned ad bakke for vores lille pus i sidste uge, og vi blev enige om, at han fortjente at få lov at få fred.

Han sov lige så stille ind på Nordre Dyrehospital tirsdag den 8. april 2008 kl. 18.30, kun to år gammel.

Valde var en sød og glad hund. Han var en stor og godmodig bamse, der var venlig mod alle, både børn og voksne, unge og gamle, hunde og katte. Han elskede at træne, og han elskede at komme ud og opleve nye ting, gå spændende ture og besøge venner og familie.

Han havde mange venner, både faste Berner-legekammerater og blandt kvarterets hunde, som han gerne delte sine legesager og endda kødben med.

Valde var en fantastisk hund med sin helt egen, meget stærke personlighed og sin helt egen mening om, hvordan tingene skulle gøres. Han snakkede meget, og vi var aldrig i tvivl, hvis der var noget, han var utilfreds over eller ville opnå.

Vi elskede Valde overalt på jorden. Ingen ord kan beskrive, hvor hårdt det var at sige farvel til ham, eller hvor meget vi savner ham.

Du vil altid være med os i vores hjerter, lille vovse-mus

Mor og far