31. March 2009
For lækker
Aj, altså – jeg må simpelthen være for lækker. Der er ikke anden forklaring
Jeg har nemlig snart ikke tal på, hvor mange gange jeg har været ude for at blive beundret af min dyredoktor, og hver gang jeg er derude, kan han nærmest ikke vente med at se mig igen
– det kan da kun være, fordi jeg er for lækker, hva’?!
Nej, nu skal jeg nok tage mig sammen og være lidt seriøs – for det er ikke noget at spøge med, siger mor (men jeg er nu altså stadig fuld af spilopper
)
Det startede alt sammen for snart to måneder siden. Der begyndte jeg at gå lidt ujævnt på forbenene (bare en mikro-lille-bitte smule, altså), og det gik mor helt i selvsving over
Ja, jeg var da ligeglad – jeg hoppede og dansede da stadig rundt, som jeg plejede, og det var jo altså ikke ret meget, vel!
Men mor var slet ikke til at tale med, så af sted til dr. dyr kom jeg. Han kiggede (beundrende!) på, hvordan jeg gik (stoltserede!) op og ned vejen, mærkede på mig (jeg var nok så lækker, at han slet ikke kunne holde fingrene væk
), og tog til sidste sådan et særligt billede, så han også kunne se, hvor lækker jeg var indvendigt – nå, hvor han kunne se mine knogler, siger mor
Og lækker, det var jeg
Der var i hvert fald ikke noget at se på de billeder, så jeg blev sendt hjem med ordre om ikke at hoppe og danse i 14 dage samt en bunke af sådan nogle kæmpe hestepiller, som jeg skulle spise hver dag
Det der med ikke at hoppe og danse, det var jeg bestemt ikke begejstret for. Jeg er nemlig født halvt hoppebold, og det er altså svært at bekæmpe sine gener
Men hestepillerne, de var til gengæld et hit! Mor fandt nemlig ud af, at den nemmeste måde at få dem i mig, var ved at rulle dem ind i en skive bacon – så røg de lige ned
Ja, for hold da op, det er altså lækkert – og hver gang alarmen på mors mobilos bimler rimadyl-tid, så er jeg den, der er klar ved køleskabet
Nå, men efter 14 dage var det ud til dr. dyr igen (han savnede mig nok!), og igen skulle jeg gå dogwalk op og ned ad vejen og så ind og blive gramset på oppe på dyrlægepodiet. Og lidt ondt gjorde det altså stadig, når ham dr. dyr tog fat i min skulder, så jeg skulle spise hestepiller 14 dage mere – og lade være med at hoppe!
Mht. hestepillerne var der ingen protester fra mig (bare kom hit med den bacon der!
), men det der med ikke at hoppe var altså ved at gå mig på nerverne
Heldigvis må jeg gerne svømme alt det, jeg vil, så mor og jeg er af sted 2-3 gange om ugen. Og jeg har jo svømmet, siden jeg var en helt lille bitte 11 ugers klump, så jeg styrer da bare for vildt i det bassin der!
Ja, hvis 100m fri for Bernere engang bliver en OL-disciplin, så er jeg klar!
(Hey, du der Kronprins Lauritz – kunne du ikke sørge for det? Er du ikke medlem af OL-komiteen, eller hvordan var det, det var med det?!)
Nå, sidespring. Efter 14 dage var det ud til dr. dyr igen, og stadig var det det samme: op og ned af vejen og så ind på podiet for at blive gramset på. Denne gang fandt dr. dyr dog på noget nyt
Åbenbart var det ikke længere nok for ham at kigge og mærke på mig (for lækker, altså!
); nu ville han også til at snige sådan en lille bitte kikkert ind i min skulder for at se, hvor lækker jeg var inde i leddet
Og sådan blev det (ingen spurgte mig
), så ugen efter skulle jeg derud igen. Men (heldigvis, siger mor – selvfølgeligt, siger jeg) fandt dr. dyr (næsten) kun ren og skær lækkerhed inde i mit led. Ja, der var godt nok en del inflammation, ligesom hvis man har forstuvet foden, men ingen ledmus (hvad f… skulle sådan en lille gnaver også inde i min skulder, om jeg må have lov at spørge?!
) og ingen sene-/fiber-skader eller noget.
Så hjem igen gik det – med flere hestepiller
, endnu mindre hoppen
, massage og svømning
. Ja, og så skal jeg sørme ud til ham dyredoktoren igen, når der er gået 4 uger – sikken en kommers, altså
Heldigvis eeelsker jeg at komme ud til dr. dyr – der er de søde veterinærsygeplejersker nemlig, og de kan slet ikke stå for lille mig, så der er altid masser er ros, nus og lækre guffer
Permalink Comments off









