29. May 2009
Posted in Alba, Opvækst
at 8:20
by Alba
Hrrrmpfff – mine bernerrettigheder er blevet krænket på det allergroveste 
Ude i haven har jeg den fineste pind. Den er sådan lidt lysebrun med mørke skjolde på og ser ud, som om den forsøger at kamuflere sig som en giraf 
I går eftermiddags fik jeg så lyst til at tygge lidt på den, så jeg fik mor til at lukke mig ud i haven. Meeen jeg kunne nu godt se, at vejret så lidt lusket ud, så jeg tænkte, at det nok alligevel var mere behageligt at ligge inde i stuen med pinden 
Ergo, gik jeg tilbage og tappede med poten på havedøren, så mor kunne komme og lukke mig ind igen. Og hun kom altså også hen til havedøren, men den gik ikke op 
Længe stod vi og kiggede på hinanden. Til sidst lagde jeg pinden ned for bedre at kunne fortælle mor, at jeg altså ville ind, men så…vupti, gik døren op. Jeg skyndte mig selvfølgeligt at bukke mig ned efter pinden igen, men inden jeg havde fået ordentligt fat i den, var døren gået i igen 
Og sådan stod det på længe: pind på jorden – døren gik op, pind i munden – døren blev lukket. Det var meget frustrerende
Efter lidt tid gik det dog op for mig, at pointen var, at jeg skulle lade pinden blive udenfor Men helt ærligt… det kan da ikke passe! Det må vel være enhver berners ret at tage den sidste nye pind med ind i stuen – især når det ser ud til nårsomhelst at kunne begynde at regne på én 
Jeg klager til hunderettighedskommisionen, domstolene, ekstrabladet, naboens kat – ja, alle og enhver der gider at høre på mig 
Permalink
22. May 2009
Posted in Alba, Fritidsaktiviteter, Gåture, Opvækst
at 7:33
by Alba
Iiiiih altså. For et par dage siden mødte jeg min helt store kærlighed
Jeg var ude at gå med mor og far, da vi kom forbi et sted, mor kaldte “Tilst Zoo”. Det er altså en slags åben børnehave eller noget, hvor de har en masse forskellige dyr til at gå rundt i gårde og på marker.
Jeg kom lige så roligt luntende, da pludseligt…der stod han!!! Den fineste hvide kæmpehund og hans lidt mindre sorte væbner:
- mit hjertes udkårne og hans tro væbner
Ja, mor sagde godt nok, at han slet ikke var en hund, men en hest, men jeg var altså ligeglad. Det var kærlighed ved første blik, så jeg fór selvfølgeligt hen til hans låge for at hilse og gøre mig til:
- hej smukke!
- hvad finder du dernede?
Især sørgede jeg for at logre rigtig godt og grundigt med hele kroppen og indimellem hoppe op og ned af hegnet i ren begejstring. Ja, han skulle i hvert fald ikke være i tvivl om, at jeg var interesseret 
- jeg hedder Alba, og jeg synes, du er lidt sød
Men måske var det alligevel lidt for ligefremt, for så blev han pludseligt fremmelig og ville kysse med det samme:
- hov hov, ikke så hurtigt
- nå, så skidt da – kom med det kys
Men vi fandt nu hurtigt ud af, at vi havde rigtig meget tilfælles:
- slikker du dig om munden?
- det kan jeg også 
Ja, og så er grundlaget for et langt og meningsfyldt forhold jo lagt 
Og – åhhh – han var bare så lækker, så lækker. Mit hjerte var ved at sprænges, og jeg kunne slet ikke få nok af ham.
Selv da mor og far begyndte at synes, at det var tid til at gå videre, der blev jeg simpelthen bare nødt til at løbe tilbage hele to gange og kysse lidt mere med ham
Jeg håber godt nok, vi skal på gåtur forbi hans fold igen snart! Ellers har jeg sagt til mor, at jeg gerne vil have sådan en fin hvid hest derhjemme. Ja, nu hvor jeg tænker over det, så tror jeg faktisk, at jeg ønsker mig en i fødselsdagsgave
Permalink
20. May 2009
Posted in Alba, Opvækst
at 7:44
by Alba
Så! Her kommer det…
Mit andet brok, brok, brok-eksempel er Per Post – ja, jeg ved altså ikke, om han hedder Per, men han er i hvert fald post
Man hører jo så tit om, hvordan post-, avis- og reklamebude bliver overfaldet – nogle gange af sure vovser, der vil “smage” lidt på budene, men såmænd også af søde vovser, der – måske i et forsøg på at være lidt for venlige – nærmest render dem over ende
Men så her i sidste uge, der kom pakkeposten med pakker til os både mandag og tirsdag. Mandag med en pakke til mor og tirsdag med en til far. Og begge dage gik jeg selvfølgeligt med mor ud til hoveddøren for at tage imod dem.
Mandag stillede jeg mig pænt ved siden af mor og kiggede på, at hun kvitterede både det ene og det andet sted for sin pakke og fik den overdraget. Ikke en pote satte jeg uden for dørtærsklen – og jeg havde altså hverken snor på eller noget. Nej, jeg var bare sød og velopdragen helt af mig selv, og jeg sendte selvfølgeligt også postmanden mit allermest venlige smil samtidig med, at jeg logrede høfligt med halen 
Og da postmanden gik igen, fik jeg da også en guf af mor, fordi jeg var så dygtig og stod helt roligt
Så tirsdag, da postmanden kom igen, der gentog jeg selvfølgeligt successen. Stillede mig lige ved dørtærsklen, kiggede venligt på manden og logrede lidt med halen, mens mor ordnede formularerne. Men så var det pludseligt ikke godt nok længere Nej, pludseligt brokkede Per Post sig faktisk over, at jeg ikke kom ud og rendte ham over ende Mor indvendte, at det da måtte være rart som post for en gang skyld ikke at skulle bekymre sig om voldsomme vovser, men nej… Det var faktisk lige før han sagde, at der måtte være noget galt med mig, fordi jeg ikke kom farende ud og kastede mig i armene på ham (og det har så fået mor helt op i det røde felt lige siden ). Men helt ærligt, jeg havde jo kun mødt ham en enkelt gang før, og sådan noget gør pæne piger da ikke 
Nå, heldigvis synes mor stadig, jeg var dygtig, så jeg fik igen en lækker guf, da posten var gået
- Alba Posthund
Men det er sgu ikke nemt at gøre alle tilfredse altså…
Permalink