8. March 2010

Redningsvovsen slår til igen

Posted in Alba, Gåture at 8:26 by Alba

Nøj – sikke en hurlumhej Den anden dag blev jeg endnu engang nødt til at udfolde alle mine redningsvovsetalenter

Jeg var ude at gå en helt fredelig og hyggelig eftermiddagstur rundt om villakvarteret sammen med mor, da der pludseligt kom en hund farende lige op i måsen på mig. Det var en stor hanhund af “blandingsracen”, som mest af alt lignede en schæfer.

Og først blev jeg altså lidt forskrækket Jeg gik jo lige så fredeligt og snusede, da den pludseligt kom farende ud af ingenting Men hurtigt var jeg klar, og så fór vi af sted og startede en fin leg, synes jeg

Mor var så ikke helt enig. Hun kaldte på mig og skyndte sig at sætte snoren på, men den fremmede hund var ikke sådan at få styr på. Den hoppede og sprang rundt om os og forsøgte at lægge op til tagfat. Og selvom jeg havde fået snor på, så gjorde jeg mit yderste for at følge med, så mor hun blev helt rundtosset

Hanhunden var slet heller ikke til at få fat på. Den virkede godt nok venlig nok, men den holdt sig hele tiden lige uden for mors rækkevidde Den havde nu heller ikke noget hundetegn på ( ) så det ville nok alligevel ikke have hjulpet særligt meget at få fat i den

I stedet forsøgte mor at gå ind til at de nærmeste huse og ringe på for at høre, om de “manglede” en hund – jeg siger “forsøgte”, for det var vist ikke særligt nemt med os to tosser hoppende rundt om sig Desværre var der ikke nogen hjemme nogen steder, og efter at mor havde stået og spejdet frustreret omkring sig ude på cykelstien noget tid, blev vi jo altså nødt til at gå videre

Det lod hanhunden sig dog ikke slå ud af – den fulgte bare efter, og intet, mor sagde, kunne få den til at til at skifte mening Hanhunden vekslede imellem at løbe ca. 30 meter i forvejen for at strinte og at rende hen og drille mig – ja, for jeg blev jo nødt til at blive ved med at gå i snor, når den fulgte efter, øv

Mor brokkede sig lidt over, at vores fredelige og hyggelige tur blev så stressende, men måtte jo alligevel indrømme, at hun også selv ville foretrække, at nogen sørgede for mig, hvis jeg engang skulle “komme til” blive væk fra min have, så hanhunden fik lov at blive ved med at gå med – men som sagt, så havde vi altså heller ikke meget valg

Til sidst nåede vi helt hjem til mit hundehus, og så var rådne dyr jo gode… øh, gode råd dyre! Vi kunne jo ikke bare lade vovsen blive ved med at løbe frit rundt, for så ville det nok bare ende med, at han fik sig selv kørt ned Heldigvis fik jeg den gode ide at få mor til at åbne lågen ind til haven, så vi kunne komme derind og lege i sikkerhed

Jeg gik først ind, og så sikkert nok…han fulgte trolig efter Men så var det, mor hun partout skulle blande sig. Hun gik nemlig ud igen, og jeg…ja, jeg blev jo ligesom nødt til at følge med, for jeg havde jo stadig den pokkers snor på

Øv, men nu var vovsen altså inde i haven, og der kunne den sgu ikke stikke af fra – min have er nemlig hegnet grundigt ind! Den var godt nok hele vejen rundt og tjekke flere gange, men der var ikke noget at gøre – den var fanget – for dens eget bedste naturligvis

Nå, ind i huset med mor og mig, og så måtte mor jo ringe til policen og berette, om vores nye “plejebarn”. De havde ikke fået nogen anmeldelse om en bortløben hund, men den flinke politidame lovede at sende Falck’s dyreambulance ud at hente vovsen, hvis den bare lige kunne gå lidt længere i vores have?!

Det kunne den selvfølgeligt, sagde mor, men helt ærligt…hun kunne da godt lige have spurgt mig, hvad jeg mente Jeg stod nemlig henne ved havedøren og kiggede ud Og ikke nok med at jeg ikke fik lov at komme ud til vovsen Jeg kunne også se, at den ganske skamløs løb rundt og pissede på alle mine træer, buske og det hele Groft, synes jeg

Nå, men der var ikke noget at gøre. Mor gik ud og gav den lidt vand og et hudben, men den ville nu ikke have det. Jeg fik også et hudben, men jeg var for een gang skyld alt for optaget af at holde øje med vovsen til at tage mig af det, så det fik også lov at ligge.

Efter en halv times tid måske, ringede telefonen pludseligt. Det var politidamen igen. Der var en meget ulykkelig kvinde, der havde ringet for at anmelde, at hendes schæfer/alaskan malamute-blanding var løbet væk. Hun boede også her i Tilst, så politidamen tænkte, at det nok var den vovse, vi havde reddet, og derfor ville hun høre, om hun måtte give mors telefonnummer til hende.

Det fik hun selvfølgeligt lov til, og lidt efter ringede telefonen igen. Det var dog ikke nogen ulykkelig kvinde, der ringede, men en mand, og han lød sgu egentlig ikke særligt ked af det, synes mor. Han undskyldte da godt nok formelt set for besværet, men virkede overhovedet ikke særligt glad for, at vi havde reddet hans vovse Det gjorde han sådan set heller ikke, da han kom og hentede den, men sådan er folk vel så forskellige

Jeg er i hvert fald stolt over endnu engang at have brugt mine redningsvovseegenskaber med succes og venter nu spændt på at blive indstillet til Redningsberner af Dannebrog-ordenen

- selvfed på køkkengulvet efter veludført redningsaktion

Permalink